Modstand mod lokalplan: Jeg føler mig snydt

Beboere på Aarhus Ø raser over, at Aarhus Kommune lægger op til at ændre lokalplan

01:42

Hvis du går og tror, at en lokalplan er noget, som du kan regne med, så kan det godt være, at du skal tro om igen. Det viser en sag fra den nye bydel Aarhus Ø, hvor kommunen lige nu lægger op til at ændre markant på en lokalplan, og det rammer en masse beboere i området.

Aarhus Kommune vil nemlig give tilladelse til, at en bestemt ejendom kan blive markant højere, og at den skal indeholde boliger i stedet for erhverv.

Tom Elert har købt en lejlighed i Z-huset på Aarhus Ø, men allerede inden han er flyttet ind den, ser det ud til, at området kommer til at ændre sig markant, og det er han slet ikke tilfreds med.

- Jeg føler mig snydt og møgærgerlig over den behandling, som vi får af kommunen. Du køber en lejlighed med tillid til den lokalplan, der er for området, men inden du når at flytte ind, så er lokalplanen lavet om, siger Tom Elert til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Del af Scandinavian Center laves til ungdomsboliger

Årsagen til, at nabohuset, der hedder SHIP-huset, skal være højere er, at det ifølge bygherren Olav de Linde ikke har været muligt at udleje de planlagte erhvervslejemål i ejendommen. Derfor har han bedt kommunen om at ændre lokalplanen, så der i stedet kan blive bygget boliger i ejendommen, og at den kan blive højere end planlagt.

Nu har Aarhus Kommune så fået lavet et forslag til en lokalplans ændring, og hvis den vedtages, så frygter beboerne, at tæppet under boligmarkedet forsvinder.

- Der ville jo ikke være nogen, der ville købe lejligheder nogen steder, hvis ikke man kan stole på de lokalplaner, mener formanden for Ejerforening i Z-huset, Thomas Østergaard.

Ekspert: Lige efter bogen
Men det langt fra kun naboerne på Aarhus Ø, som er utilfredse. Også ejerne i Klintegården, der får udsigt til det nye SHIP-hus er utilfredse, og de frygter, at deres lejligheder vil miste en masse værdi, når det nye hus bliver bygget.

Beboerne omkring Aarhus Ø ønsker derfor at få politikerne til at droppe lokalplansforslaget, men det er ikke nogen nem opgave. Der er nemlig ikke noget i vejen for, at politikere kan ændre lokalplaner, hvis de mener, at det nødvendigt.

- Man kan altid fra politisk side vælge at lave lokalplanen om, hvis man mener, at det nødvendigt for byens udvikling, fortæller Christian Aunsborg, der er lektor på Institut for Planlægning på Aalborg Universitet.

Her ses det, hvor den kommende syv-etager høje bygning kommer. Til venstre i billedet er Z-huset, hvor beboerne frygter byggeriet, der i første omgang blot skulle have været på fire etager og kun for erhverv. Foto: Illustration fra Arkitema Architects

Derudover så kan de være svært for borgere at få ændret politikernes holdning til en ny lokalplan, når der først er fremsat et forslag, lyder det fra forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch.

- De er meget ringe. Specielt når det handler om politikernes holdning til et eller andet kan det være svært. Man kan godt få dem overbevist om at ændre detaljer, men i de store linje, så rykker de sig stort set aldrig, siger Roger Buch.

Selvom det altså kan se sort ud for beboerne, så har det alligevel ikke opgivet kampen. I aften er der beboermøde, hvor de har inviteret hele Teknisk Udvalg, og her vil beboerne taget gode argumenter med, der skal få politikerne til at ændre holdning.

Lytter til beboerne
- Jeg tror, at vores chancer er gode for at få overbevist politikerne. Vi har en stak gode argumenter med, siger formanden for Ejerforening i Z-huset Thomas Østergaard.

En af dem, som beboerne skal overbevise på aftenens møde, er fungerende formand for Teknisk Udvalg, Camilla Fabricius (S). Hun er åben over for deres input.

Læs også Dronningen: Dokk1 spærrer for byen

- Borgerinitiativer som dette sætter vi politikere stor pris på. Det er nødvendigt med feedback fra borgerne, og i det konkrete tilfælde er det ekstra glædeligt, at der er mennesker med holdninger til deres område. Det viser jo, at drømmen om en ny levende bydel ved Aarhus Ø er realiseret, lyder det fra Camilla Fabricius, der samtidig ikke genkender eksperternes omfattelse:

- Vi har flere eksempler på, at beboerne ved forskellige projekter i Aarhus har gjort deres indflydelse gældende og fået justeret planerne.   

Ændringen fra erhverv til boligkvadratmeter og det højere hus vil indbringe kommunen i underkanten af 70 millioner kroner. 

I videoen øverst på siden se mere fra Aarhus Ø og beboernes kritik af kommunen.