Moderne jazz til Århus
En ny jazzforening vil have århusianerne til at svinge bagdelen til moderne jazz.
Foreningen Sun Ship er dannet med det formål at etablere en fast scene for den moderne jazz i Århus.Foreningen mener at Århus mangler en permanent scene for nyskabende og grænsesøgende jazz.
-Der er masser af talentfulde og spændende jazzorkestre i Danmark, men kun alt for sjældent slår de vejen forbi Århus. Det er hverken i publikums eller musikernes interesse. Moderne jazz præsenteres i Århus ofte på små caféer, eller på spillesteder der ikke lægger den nødvendige energi i markedsføringen af koncerterne. Det vil vi forbedre, oplyser foreningen.
Foreningen vil som hovedregel præsentere bands, der spiller originale kompositioner, og som står i kontrast til den mere traditionelle jazz. Det vil være grænseoverskridende musik, som bryder med de gængse normer og standarder indenfor jazzmusikken.