Møder klares på mobilen
Horsens-ansatte jobber, mens de pendler
Mobile møder er blevet populære hos pendlere, der arbejder i Horsens Kommune. En af tilhængerne er HR-chef Charlotte Lyrskov, der selv bor i Silkeborg.
- Vores arbejdsdag er så fyldt med møder, at det kan være svært at booke en tid i kalenderen. I stedet for tager vi lige snakken over mobilen på vej til eller fra arbejde. Resultatet bliver ofte, at vi får anderledes og mere kreative idéer - ikke på bordet men i røret, fortæller Charlotte Lyrskov, der på denne måde også får minimeret antallet af møder.
- Når jeg ringer en medarbejder op i bilen om morgenen, sker det, at jeg får aflivet mødet med vedkommende senere på dagen. Vi når ganske enkelt at få vendt tingene i telefonen. Samtidig sker det ofte, at vi får bonus informationer med i købet. Oplysninger som vi ikke havde fået, hvis vi havde siddet til møde med en mere formel dagsorden, siger Charlotte Lyrskov i en pressemeddelelse fra Horsens kommune .
Hun understreger dog, at der skal være plads til begge slags møder. Og HR-chefen har naturligvis helt styr på, hvem der triller af sted på landevejene som hun selv.
Jeg ved, hvem der pendler, så når jeg sætter mig i bilen om morgenen, ved jeg, hvem jeg lige kan fange i farten.
Horsens Kommune startede sidste år Projekt Mødekultur med det formål at skabe mere effektive og kreative møder.