Møde skal bilægge banner-ballade
Kunstmuseet ARoS vil have lov at beholde banner som politikere kræver fjernet fra facade.
Ved at bede om et fredsmøde med rådmand Poul B. Skou (K), prøver ARoS Aarhus Kunstmuseum nu at gyde olie på de oprørske lokalpolitiske vande i Århus, hvor et banner på museets facade de sidste par dage har givet stiv kuling.
Både rådmanden selv og byrådsmedlemmerne Ango Winther (S) og Gert Bjerregaard (V) har højlydt krævet banneret væk. Med sine 150 kvadratmeter er det nemlig klart større end kommunens regler tillader; og også et kunstmuseum skal overholde gældende paragraffer, påpeger politikerne.
Men det gør museet faktisk også, mener Ole Capion, vicedirektør på ARoS.
- Vi har tolket Århus Kommunes regler for ophængning af bannere således, at midlertidige ophængninger er tilladt, siger han. Og midlertidigt er banneret, der reklamerer for den aktuelle særudstilling POP Classics.
Ole Capion henviser i øvrigt til, at andre museer som eksempelvis Museum of Modern Art i New York og Guggenheim i Bilbao benytter sig af samme slags bannere. Angiveligt uden indsigelser fra de lokale byråd. Også på det gamle Århus Kunstmuseum i Vennelystparken var der ofte et banner på facaden, uden det nogensinde gav anledning til politiske diskussioner.
Et indslag i nyhedsudsendelsen torsdag kl. 19.30 om balladen om banneret kan ses ved at klikke på dette" target="_blank">http://www.tv2regionerne.dk/Default.asp?r=7&Id=199536">dette link.
Se mere om sagens udvikling i TV2 / ØSTJYLLAND fredag kl. 19.30.