Mød redningsmanden: Den kat skulle bare findes og reddes ud

Rene Søndervang er en sand dyreven. Onsdag reddede han en kat under en brand i en villa

03:17

1 af 2

Der var ingen tøven fra brandmanden Rene Søndervang, da han og en kollega torsdag i forbindelse med en brand i en villa vest for Funder hørte en kat miave. Katten skulle findes.

- Vi er i gang med slukningen, da vi hører katten, og så søger vi tilbage mod lyden. Det er mørkt og røget, så det er svært at se noget. Vi endevender stuen, og da jeg så kigger op, sidder den ved siden af mig i vindueskarmen, fortæller Rene Søndervang fra Brand og Redning MidtVest.

Efter at have grebet fat i den, skynder han sig ud af bygningen med katten.

- Jeg tænkte bare yes, det var dejligt, lyder hans umiddelbare reaktion, da det lykkedes at få katten reddet ud af den brændende villa.

Hurtig indsats af brandfolk: Kat blev reddet med iltmaske

En førstegangsoplevelse

En af de andre brandmand overtager katten, fordi Rene Søndervang skal tilbage til flammerne.

- En af mine kollegaer giver katten ilt, og da jeg kommer ud igen, er jeg med til at give den væske. Det er godt nok første gang, at jeg er med til at give dyr førstehjælp, indrømmer brandmanden.

Men han ville til enhver tid gøre det igen.

- Det er stadig et liv, som andre holder af, slår Rene Søndervang fast.

Efter historien kom frem i medierne, har den unge brandmand fået et hav af positive kommentarer med på vejen. Også bekendte til kattens ejere har kontaktet ham og fortalt, at den har været til dyrlæge, og det forventes, at den kommer sig helt igen.

Du kan høre interviewet med Rene Søndervang fra TV MIDTVEST øverst på siden. Herunder kan du se eller gense klippet med redningsaktionen optaget af Local Eyes: