Mobiltyverier er tyvedoblet
Smartphones er eftertragtet hos tyve
Der bliver stjålet smartphones som aldrig før. Og det er især den yngre del af befolkningen, der anmelder.
Aldrig nogensinde før bliver der stjålet så mange smartphones, som der gør lige nu. Siden 2008 er tallet tyvedoblet.
Smartphones er telefoner, lige eksempelvis iPhone, som kan rigtigt mange ting - den fungerer som en lille computer.
I 2012 måtte Topdanmark erstatte 765 smartphones til selskabets kunder i alderen 18-28 år. Og for Topdanmark er det ikke overraskende, at de fleste mister deres telefon under en bytur.
- Den enorme stigning hænger naturligvis sammen med, at flere unge i dag køber de dyre smartphones. Men man kan selv gøre noget for at forebygge de mange tyverier. Mange har for eksempel telefonen liggende i tasken, som hænger på stoleryggen, og så er det for let for tyven ubemærket at snuppe tasken på vej forbi stolen. Hav i stedet tasken liggende på bordet, eller sørg for at have værdierne tæt på kroppen, siger Lau Højer Nielsen, som er salgschef i Topdanmark i Silkeborg-området, til mja.dk.