Mobiltyv på spil ved Åen
Politiet tog rumænsk mand på fersk gerning
En 23-årig rumænsk mand blev tidligt i morges pågrebet af civilklædte betjente i en baggård ved Åboulevarden i Aarhus.
I en taske havde han 6 mobiltelefoner, hvoraf manden havde stjålet den ene telefon kort forinden på et diskotek i nærheden.
De civilklædte betjente havde iagttaget manden på diskoteket og fundet hans adfærd mistænkelig.
- Det er rigtig godt politiarbejde, der gør at vi kort efter, betjentene har anholdt manden i baggården, kan levere mobiltelefonen tilbage til en noget overrasket pige på diskoteket. Hun anede ikke, hendes telefon var blevet taget, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Jesper Drejer til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den anholdte var i forvejen eftersøgt for have stjålet mere end 10 mobiltelefoner, alle fraøvet gæster på restaurationer i Aarhus.
Telefonerne er i høj kurs og rigtig nemme at omsætte, der var manden kommer fra. Man må formode, at tyveriet er organiseret, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Jesper Drejer.
Den 23-årige mand fremstilles sidst på formiddagen i Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.