Mobilsignal koster millioner

Navitas-byggeriet på havnen har intet mobilsignal

Foto: Navitaspark

Mobilsignalet svigter i det nye Navitas-byggeri på Aarhus Havn. Det kommer nu til at koste bygherrerne en ekstra-regning på omkring 2 mio. kr.

- Vi får sat antenne-udstyr op inde i bygningen, som sørger for, at der kommer fuld mobildækning i hele huset, siger Ingeniørhøjskolens repræsentant i bygherrekredsen, Keld Laursen, til Jyllands-Posten.

Bygherrerne blev opmærksomme på, at mobilsignalet havde svært ved at trænge gennem murene for halvandet år siden, og forklaringen lyder således:

- I mange moderne bygninger er der højteknologisk glas, som holder både varme og lyde ude, men det har også den uheldige bivirkning, at mobilsignalet forsvinder, siger Keld Laursen.

Ingeniørhøjskolen, Maskinmesterskolen, forskerparken INCUBA og Aarhus Kommune står bag Navitas, som fra 2014 skal huse 2.300 studerende, forskere og iværksættere.