Mobilen ledte politiet til biltyv
Kvinde kunne følge sin stjålne bil rundt i byen via GPS
GPS-funktioner indbygget i telefonen er praktiske, når man leder efter sin forsvundne mobil. Og nu kan den også bruges til at lede politiet til biltyve. I hvert fald, hvis de stjæler en bil, hvor telefonen ligger i .
Læs også
Det var netop den moderne GPS-teknik, der i går kl. 8.05 ledte politiet til den person, der var mistænkt for at have stjålet en bil på Kalkværksvej i Aarhus. En 39-årig kvinde kontaktede Østjyllands Politi, da hendes bil var blevet stjålet. Kvinden forklarede, at hun kort var gået ud af bilen for at låse en port op til et parkeringsområde, da hun pludselig hørte bildøren smække bag sig. Herefter blev bilen bakket hurtigt ud og fortsatte i fuld fart i nordlig retning.
Læs også
Men kvinden var kvik, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten. I bilen lå hendes telefon, og ved hjælp af GPS-funktionen 'Find my iPhone' kunne hun følge bilens færden rundt i byen.
Først blev bilen kørt til Reginehøjvej i det nordlige Aarhus, herfra blev den kørt til 'Værestedet' og videre til parkeringpladsen bag Restaurant Kohalen ved havnen i Aarhus. Her holdt den i 15 minutters tid, inden den vendte retur til det område, hvor den blev stjålet.
Læs også
Ved hjælp af den 39-åriges beretninger standsede en patrulje bilen, da den igen befandt sig på Kalkværksvej. Bilen blev kørt af en 29-årig mand, der nægtede at have stjålet bilen. Han forklarede, at han havde fået nøglerne af en bekendt, som påstod, at han lige havde fået bil. Den 29-årige blev dog alligevel anholdt og sigtet for brugstyveriet af bilen, fortæller Østjyllands Politi.