Mobil kan skade børns hørelse

Genrefoto.

Forskere beviser risiko for høreskader

Børn med mobiltelefoner kan have en øget risiko for ikke at kunne høre, hvad læreren siger i timen i forhold til de børn uden mobiltelefon.

En gruppe forskere fra Aarhus Universitet har sammen med amerikanske forskere fundet ud af, at mobiltelefoner kan skade børns hørelse.

Selvom sammenhængen mellem brugen af mobiltelefon og den øgede risiko for nedsat hørelse hos børn er svag, så kan det alligevel være et problem, mener professor.

- Vi finder en svag sammenhæng mellem det at bruge mobiltelefoner og nedsat hørelse, men sammenhængen kommer med en vis statistisk usikkerhed. Brugen af mobiltelefoner bliver hyppigere og hyppigere, også i barnealderen. Det, der er bekymrende ved børn i forhold til voksne, er, at deres organer ikke er fuldt udviklet, og at de måske er mere sårbare over for sådanne påvirkninger, end voksne er, siger professor ved Aarhus Universitet, Jørn Olsen, til P4 Østjylland.

God idé at vente

Jørn Olsen mener, det vil være en god idé at vente med at give sit barn en mobiltelefon, indtil de bliver lidt ældre og mere udviklet, så de ikke er så sårbare.

Dog er det stadig uvist, hvad der er årsagen til, at nedsat hørelse er mere udbredt blandt børn, der bruger mobilen.

Undersøgelsen bygger på resultater fra 50.000 børn og unge, som blev fulgt fra graviditeten og videre op i ungdomsårene.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig