Møbeltyve på spil nær Randers
Brød port op i fuld dagslys. Politiet efterlyser vidner
Det er tilsyneladende ikke alle indbrudstyve, der foretrækker at begå deres forbrydelser i ly af mørket.
Sent lørdag eftermiddag brød en eller flere ukendte gerningsmænd ind på et lager i Fårup nord for Randers.
Tyvene kom ifølge Østjyllands Politi ind på lageret ved at bryde en port op.
Derefter stjal de en del kasser med stole og andre møbler, inden de forsvandt fra stedet. Det endelige udbytte er dog endnu ikke gjort op.
Se: Undgå tyveri i sommerferien
Indbruddet fandt sted sent lørdag eftermiddag i tidsrummet mellem kl. 17.10 og 17.29. Det blev anmeldt til politiet kort efter kl. 18.
Lageret, hvorfra møblerne blev stjålet, ligger på Storegade i Fårup.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.