Møbelfabrik med millionoverskud
Det går rigtig godt hos Cube Design i Svenstrup
Møbelfabrikken Cube Design A/S i Svenstrup ved Hammel har haft et rigtigt godt år og kommer ud 2013 med med et overskud før skat på 3,1 mio. kroner. I 2012 havde virksomheden et overskud på 1,6 mio. kroner. Det skriver mja.dk.
Virksomheden, der udvikler og producerer kontormøbler og interiør til blandt andet kontorer, kantiner og caféer i både Danmark og udland, forventer fortsat vækst i 2014 og forhandler derfor med Favrskov Kommune om at udvide produktionen på nabogrunden.
- Starten på 2014 har været meget positiv og vi oplever stor interesse for vore møbler, både på det danske marked og på eksportmarkederne, siger Benny Sørensen til mja.dk.
Cube Design A/S har i dag 35 ansatte og råder over 9.000 m2 produktions- og administrationsfaciliteter.