Mjød på Moesgaard Vikingetræf: Det er flydende kulturarv

Mere end 1500 vikinger kæmper og fester i Højbjerg til vikingetræf, og når man er ægte viking, drikker man selvfølgelig også mjød.

Mjød-udvalget er solidt på vikingetræffet.

I denne uge holder over 1500 tidsrejsende til på Moesgaard Vikingetræf. Der bliver lavet våben, sunget sange – og selvfølgelig kæmpet med sværd, økser og spyd.

Mjød er bare helt unikt. Det er flydende kulturarv.

Rasmus Røjkjær, mjødentusiast

Men uden mad og drikke duer helten ikke, og i varmen skal der selvfølgelig rigelige mængder væske til. Og til det formål kan man i bedste vikingestil gå i mjødbaren. Men mjød er meget mere end bare en drik.

- For mig er det fascinerende, fordi det er en drik, vi har i Danmark allerede tusind år tilbage. Allerede dengang havde danskerne stor erkendelse af, hvad der er god alkohol, siger Mia-Louise Sellerup, der er mjød-bartender til vikingetræffet.

Hvad er mjød?

Mjød er en alkoholholdig drik af tre ingredienser: honning, vand og gær. Mjød kan være meget sød, halv-sød eller tør; det afhænger af forholdet mellem vand og honning. En tør mjød indeholder mindst sukkerstof

Der bliver altså langet mange liter af den sødlige, alkoholiske væske over trædisken til vikingetræffet. Ifølge Mia-Louise Sellerup har flere og flere nemlig fået en interesse for mjød. 

Der bliver smagt på de stærke sager af vikinger såvel som mere moderne klædte entusiaster.

- Mjød det er på en måde så unikt med alle de forskellige smagsnuancer. Jeg ved godt, at det kan man også få med øl, men mjød det er bare helt unikt. Det er flydende kulturarv, siger Rasmus Røjkjær, der er studerende og mjød-entusiast, til TV2 ØSTJYLLAND.

Selvom mjød falder i vikingernes smag, skal man dog alligevel huske at drikke noget vand, inden man drager i kamp - drikken indeholder nemlig omkring 15 procent alkohol.