Mister kørekort for femte gang på tre år: Bil konfiskeres

I løbet af tre år har en mand fået frakendt kørekortet fem gange. Onsdag blev han atter stoppet, og nu snupper politiet bilen

Genrefoto. Foto: Kim Haugaard - Scanpix

En 25-årig mand må se langt efter sin bil, efter han onsdag blev anholdt efter hasarderet kørsel i Aarhus.

Da det er femte gang på tre år, at manden får frakendt kørekortet, har politiet beslaglagt bilen med henblik på at konfiskere den.  

Læs også 28-årig død i trafikulykke: Politimyndighed går ind i sagen

Manden blev opdaget, da en politipatrulje onsdag ved 17.40-tiden kørte på Vester Allé med såkaldt Automatisk NummerPladeGenkendelse (ANPG).

Kørte over for rødt lys

Teknikken gav udslag på en forbipasserende bil, hvor ejeren - den 25-årige mand - skulle være frakendt kørekortet. 

Patruljen ville standse bilen, og da den holdt for rødt lys i krydset Vester Allé/Thorvaldsensgade, steg en af betjentene ud for at tage kontakt til manden.

Læs også Skiltesjusk: Hvor hurtigt må man egentlig køre her?

Kort før betjenten nåede helt hen til bilen, gassede den 25-årige op og kørte over for rødt lys og drejede til højre ad Thorvaldsensgade.

Betjentene fulgte efter med udrykning, men bilisten fortsatte - blandt andet ind over en spærrelinje - inden han standsede på Christen Købkes Gade, hvor han blev anholdt.

Manden er nu blevet en bil fattigere og tre sigtelser rigere - han er sigtet for at køre over for rødt lys, for at køre over spærrelinje og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.