Mister 360 Vestas-stillinger

Flytter jobs fra Randers til Aarhus

Vindmøllegiganten Vestas flytter 360 arbejdspladser fra Randers til Skejby i det nordlige Aarhus.

Ifølge en pressemeddelelse fra Randers Kommune beholder Vestas kun servicelageret i Kronjylland - de øvrige arbejdspladser forsvinder. Lageret beskæftiger 108 medarbejdere.

Vestas-topchef Ditlev Engel informerede Randers' borgmester, Henning Jensen Nyhuus (S), om flytningen tidligere i dag, tirsdag.

- Det er absolut en alvorlig meddelelse. Det vigtigste for mig er dog, at der ikke sker afskedigelser. Det betyder rigtig meget i disse tider. Afskedigelser ville have været tragisk for de berørte familier. Nu er der tale om en flytning af 360 arbejdspladser, og afstanden mellem Randers og det nordlige Aarhus er trods alt ikke særlig stor, siger Henning Jensen Nyhuus i en pressemeddelelse.

Er muligt at pendle

Til trods for Vestas' beslutning om at flytte stillinger væk fra Randers, håber Henning Jensen Nyhuus på, at de berørte medarbejdere vælger at blive boende.

- Det er muligt at pendle både med offentlige transportmidler og via motorvejsnettet. Jeg vil tro, at de fleste, der i forvejen bor her, vil vælge at blive boende.

Medarbejderne er ifølge Vestas her til morgen blevet orienteret om flytningen, der sker med virkning fra 1. juli

Nyheden om, at Randers må sige farvel 360 Vestas-stillinger, kommer kort tid efter, at DSB har besluttet at flytte 40 stillinger væk fra byen. Dermed forsvinder flere end 400 arbejdspladser i alt fra Kronjylland.

Læs: DSB fjerner 40 jobs fra Randers

Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.