Mistanke om skadedyr i Bilka

Varehus i Tilst lukkede mandag formiddag

Handlende gik mandag morgen forgæves, da de ville ordne indkøb i Bilka i Tilst ved Aarhus.

Det skyldes, at Bilka mandag morgen valgte ikke at åbne varehuset, da en medarbejder havde set noget, som kunne være et skadedyr.

Siden er Bilka-butikken blevet gennemgået af skadedyrabekæmpere, som ikke har fundet spor efter skadedyr, og derfor har varehuset i samråd med myndighederne valgt at åbne forretningen igen ved 11-tiden.

- Nu har vi haft to skadedyrsbekæmpere ude, og der er ikke fundet spor efter skadedyr, siger Mads Hvitved Grand, der er pressechef i Dansk Supermarked.

- Myndighederne er fuldt ud tilfredse med den tilbagemelding, de har fået fra skadedyrsbekæmperne, og der er derfor givet grønt lys til at åbne igen, siger Mads Hvitved Grand.

Han fortæller, at Bilka har valgt at kassere det brød, som varehuset selv har produceret i nat.

- Der er ikke spor efter skadedyr, men for en sikkerheds skyld har vi valgt at gøre det. Så er vi på den helt sikre side, siger Mads Hvitved Grand.

Han fortsætter:

- Vi er glade for, at der ikke er fundet spor efter skadedyr, så det har formentlig været en falsk alarm.