Mistanke om seksuelt misbrug undersøges
En medarbejder fra Børnehuset Fugldal i Ry er fritaget for tjeneste, mens lokalpolitiet i Skanderborg undersøger en mistanke om muligt seksuelt misbrug.
Efterforskningsleder Jens Møller Pedersen bekræfter over for TV 2 | ØSTJYLLAND, at man i øjeblikket efterforsker en sag om et muligt sexmisbrug i Børnehuset Fugldal i Ry.
- Vi har indtil videre modtaget en anmeldelse, og jeg kan ikke afvise, at der kommer flere., siger Jens Møller Pedersen efterforskningsleder hos lokalpolitiet i Skanderborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
På nuværende tidspunkt ønsker politiet ikke at kommentere sagen yderligere.
Børnehuset Fugldal er en integreret institution med to vuggestuegrupper med i alt 26 børn i alderen 0 til 3 år og tre børnehavegrupper med max 52-54 børn i alderen 3 til 6 år.
Børnehuset Fugldal blev bygget i 1996 og er udvidet i 2002 og senest udvidet igen i 2008 med nye lokaler i vuggestuen.