Mistanke om salmonella i snackpølse fra Spanien
Snackpølse i skiver, som har været solgt i Netto, bliver tilbagekaldt af frygt for salmonella
3. nov 2017, kl. 21:44
Mere end 30 dage gammel
Mistanke om salmonella får Dansk Supermarked til at tilbagekalde et parti skiveskårede pølser kaldet Fuet Coins fra Noel Mediterranean Snacks. Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Pølsen, som er produceret i Spanien, er solgt i Netto i uge 37 og kan holde sig til 4. november.
Hvis der er salmonella til stede i pølsen, kan man blive smittet med salmonella, hvis man spiser produktet.
Læs også
Lidt for groft: Økologisk knækbrød kaldes tilbage efter metalfund
Symptomer på en salmonellainfektion er blandt andet diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast.
De forbrugere, som har købt Noel Fuet Coins fra det tilbagekaldte parti, bør kassere det eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.