Mistanke om omsorgssvigt
I mere end et år forsøgte naboer at få Århus Kommunes Socialforvaltning til at rykke ud til et rækkehus i det nordlige Århus.
Affald i store dynger, møgbeskidte gulve og formentlig sundhedsfarlige madrasser var blot noget af det, der i dag mødte rengøringsfolk i et rækkehus i det nordlige Århus.
Her boede to børn på tre og seks år sammen med deres forældre indtil december 2007, hvor børnene blev fjernet fra hjemmet.
Men i mere end et år forsøgte bekymrede naboer at råbe Århus Kommunes Socialforvaltning op, da de mente, at børnene skulle hjælpes.
Råben og skrigen, barnegråd på alle tider af døgnet og to børn, der sjældent kom ud af huset, var det, der alarmerede naboerne.
Nødråb fra naboer forgæves
Naboerne forsøgte at råbe kommunen op, men ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger skulle der gå et år, før Socialforvaltningen fik børnene anbragt uden for hjemmet.
Og det skete først, da forældrene selv bad om at få børnene i familiepleje, erfarer TV 2 | ØSTJYLLAND i dag.
På Århus Kommune erkender man i dag, at man kender til familien.
- Jeg kan bekræfte, at vi har kendt til denne familie i gennem flere år, siger Erik Kaastrup Hansen, der er socialdirektør i Århus Kommune.
Alligevel er det blot tre uger siden, at kommunens folk rent faktisk dukkede op på adressen og ved selvsyn kunne se, hvilke kummerlige forhold de to små børn har levet under, erfarer TV 2 | ØSTJYLLAND.
TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om sagen i udsendelserne klokken 19.30 og 22.20.