Mistænkte for skuddrab kommer først til Danmark i januar

De tre personer, der er blevet anholdt sigtet for medvirken til drabet på en 30-årig mand ved Randers Regnskov, sidder varetægtsfængslet i Tyskland

En 30-årig mand blev fredag den 22. december skuddræbt nær Randers Regnskov. De tre hovedmistænkte sidder fængslet i Tyskland.

Sent fredag aften den 22. december fandt en forbipasserende en 30-årig mand fra Randers skuddræbt på Tørvebryggen ud for Randers Regnskov. Siden fulgte en jagt på tre efterlyste formodede gerningsmænd. De blev anholdt juleaftensdag i Tyskland og sidder nu fængslet her.

- En dommer i Tyskland valgte juledag at straffe dem med det, der er i Danmark svarer til en varetægtsfængsling, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jacob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det kan tage op til flere uger, inden de kommer til Danmark, så det bliver nok først engang i januar.

Jacob Christiansen, Østjyllands Politi

Østjyllands Politi kræver de tre personer – en 36-årig mand, en 19-årig mand og en 38-årig kvinde – udleveret til Danmark, men det kan blive en omstændig proces.

- Det kan tage op til flere uger, inden de kommer til Danmark, så det bliver nok først engang i januar, siger Jacob Christiansen.

Læs også Tre efterlyst for Randers-drab anholdt i Tyskland

Det var fredag aften, at en 30-årig mand blev skudt ned på åben gade i Randers.

Ved 23.30-tiden fandt en forbipasserende manden liggende død på Tørvebryggen 1 ved Randers Regnskov.

Endnu intet om motiv

Politiet mener, at drabet er et internt opgør i det kriminelle miljø. Det skulle dog ikke have sammenhæng med en bandekonflikt.

Efterforskningslederen René Raffo fra politiet ville dog mandag ikke oplyse nærmere om efterforskningen og eksempelvis et muligt motiv.

Jeg kan ikke sige så meget, ud over at vi er ved at følge op på alle de spor, der er i sagen, og få lagt det her store puslespil.

René Raffo, Østjyllands Politi

- Jeg kan ikke sige så meget, ud over at vi er ved at følge op på alle de spor, der er i sagen, og få lagt det her store puslespil.

- Så vi kommer ikke til at kunne sige mere, før at vi har fået dem fremstillet for en dommer i Danmark, lød det fra René Raffo.

De tre personer blev efterlyst med billede juleaftensdag i offentligheden. Ikke mange timer senere blev de klokken 16.45 alle tre anholdt af tysk politi i nærheden af Neumünster omkring 100 kilometer syd for den dansk-tyske grænse.

Blev spottet i Flensborg

De tre mistænke blev set i Flensborg, da de steg ind i en Opel med hollandske nummerplader.

Det oplyser politiet i den tyske by Neumünster onsdag i en pressemeddelelse.

Trioen blev udover i Danmark også efterlyst internationalt, da politiet mente, at de kunne have søgt til udlandet.

Læs også Tre personer efterlyses for skuddrab ved Regnskoven

Det viste sig at holde stik. Nogle få timer senere kunne politiet fortælle, at de var blevet anholdt i nærheden af Neumünster omkring 100 kilometer syd for den dansk-tyske grænse.

Onsdag oplyser politiet i Neumünster, at trioen blev set gående til fods i den indre by i Flensborg om eftermiddagen juleaftensdag. Her steg de ind i en Opel med hollandske nummerplader, hvor der i forvejen sad to personer.

Anholdt sammen med to hollændere

Det tyske politi iværksatte en større operation, hvor politifolk fra flere kredse, motorvejspolitiet og specialstyrker deltog. Motorvej A7 var i forbindelse med aktionen spærret i omkring halvanden time.

De fem personer i bilen blev uden dramatik anholdt ved Bimöhlen nær Neumünster.

Juledag blev de tre danskere fremstillet i retten i Neumünster, hvor de blev varetægtsfængslet med henblik på udlevering til Danmark. De sidder nu i en arrest i Schleswig-Holstein.

Det fremgår ikke, om de to hollændere kendte danskerne i forvejen, men de blev begge løsladt juledag.