Mistænkt for massiv dankort-svindel: Kender du denne mand?

Politiet beder folk hjælpe med at identificere en mand, som man mener står bag svindel for 100.000 kroner

Foto: Østjyllands Politi

Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at identificere manden på billedet.

Manden har ifølge politiet i en periode fra oktober til december sidste år stjålet i alt 16 dankort i det aarhusianske natteliv på forskellige beværtninger.

Derudover har manden, eller en ukendt medgerningsperson, afluret pinkoder, hvorefter kortene er misbrugt til 44 transaktioner eller forsøg herpå.

I alt er der hævet penge for over 100.000 kroner. 

Læs også Mand gik amok: Blev afsløret i at stjæle neglelak

Gerningsmanden beskrives som: Udlænding, formentlig østeuropæer, 25-35 år gammel, 170-180 centimter høj, almindelig til slank af bygning, kort mørkt hår med sideskilning i højre side.

Manden har på de billeder, der er taget af ham, primært været iklædt blå skjorte, sort eller beige vest/trøje, mørkegrå bukser og brune sko.

Kender du personen på billedet, eller har du oplysninger i sagen i øvrigt, kan du ringe til Østjyllands Politi på telefon 114.