Mistænkt flugtbilist fængslet
93-årig dame død efter påkørsel - 25-årig mand varetægtsfængslet
En 25-årig mand er lørdag blevet varetægtsfængslet frem til den 20. februar mistænkt for at have påkørt en 93-årig dame og efterfølgende stukket af fra ulykkesstedet. Den 93-årige døde af kvæstelserne.
Ulykken skete den 4. januar i år i Brabrand ved Aarhus, hvor den 93-årige blev ramt af bilen, da hun ville gå over vejen ved krydset ved Sigridsvej og Jettesvej.
Ifølge Østjyllands Politi bremsede bilisten efterfølgende kortvarigt ned, men kørte så væk fra stedet.
Se: Mistænkt flugtbilist anholdt
Østjyllands Politi kom hurtigt på sporet af den 25-årige mand, som den 14. januar 2015 blev varetægtsfængslet in absentia og efterlyst internationalt, da politiet ikke kunne finde ham og havde en teori om, at han havde forladt landet.
I går, fredag, dukkede manden så op i Billund Lufthavn, hvor han blev anholdt.
Manden blev derfor lørdag genfremstillet ved Retten i Aarhus, og her blev han varetægtsfængslet frem til den 20. februar, mens politiet e efterforsker sagen videre.