Misbrugere må blive boende

Århus Kommune har fået dom for at alt var lovligt, da kommunen byggede boliger til hjemløse i Viby, trods modstand fra naboerne.

Den lille flok narkomaner og alkoholikere, som Århus Kommune har skaffet husly i nogle klyngehuse i forstaden Viby, får lov til at blive boende. Vestre Landsret i Viborg har afgjort, at alle formalia omkring byggeriet var i orden, og at naboerne må finde sig i de nye naboer.

I 1998 havde kommunen planer om at opføre nogle klyngehuse til tidligere alkoholikere og narkomaner, og efter en grundig analyse faldt valget på et område ved Damagervej i Viby.

Boligerne skulle opføres, hvor der var plantet ny skov efter anlægget af motorvejen, og Skov- og Naturstyrelsen havde ingen indvendinger mod, at nogle af de nyplantede træer måtte vige for byggeriet. Men det havde naboerne, og de anlagde den retssag, som de nu har tabt.

/ritzau/