- Misbruger skattekroner
Fik vækststøtte til at ansætte polakker i Norge
Fagforbundet Dansk Elforbund Østjylland anklager nu et elektrikerfirma i Ry for at misbruge lokale støttekroner til at hyre polakker til et projekt i Norge. Forbundet kalder det konkurrenceforvridning og misbrug af skattekroner
KB Electrotech i Ry har angiveligt brugt udviklingsstøtte fra Væksthus Midtjylland og VÆKST-midt Accelerator, der er vækstfora under Region Midtjyllandog til at vinde entrepriser i Norge, hvor firmaet bruger polske elektrikere.
Det har vakt harme i fagforeningen, skriver fagbladet Elektrikeren.
- Pengene fra Region Midtjyllands vækstforum er jo skatteborgernes penge, hvad enten de kommer fra regionens borgere eller andre EU-borgere. Vi mener, det er misbrug, siger afdelingsformand Ervind F. Poulsen.
- Det er for groft, at firmaet bruger danske og EU-skattekroner til at byde ind på og vinde ordrer i Norge og så tager polske elektrikere med derop i stedet for danske elektrikere, fordi polakkerne er billigere end danskerne, siger han.
Ifølge den norske netavis bt.no (Bergens Tidende) har KB Electrotech op mod 20 medarbejdere gående på byggerier på henholdsvis Hardangerbrua og Vallaviktunnelen - de fleste af dem polakker. Det norske vejvæsen undersøger for tiden virksomheden for at have løn- og arbejdsaftaler, som er i strid med de norske regler, skriver Elektrikeren.
KB Electrotech har ikke ønsket at kommentere sagen overfor fagbladet.