Mirakeldoktoren fra Hadsten

Dr. Larsen har haft stor betydning for stationsbyen

27:53

1 af 2

For 150 år siden steg en doktor af toget i Hadsten. Dr. Larsen - eller mirakeldoktoren, som han også blev kaldt.

Dr. Larsen blev kendt i hele landet for sine evner til at kurere syge og få lamme til at gå igen ved hjælp af blandt andet fysio- og samtaleterapi, og han blev derfor også grundlægger af den moderne fysioterapi i Østjylland.

Det siges blandt andet, at han kurerede en gårdmandskone, som havde ligget lammet i sengen i syv år på grund af et chok efter et lynnedslag.

Dr. Larsen var en af de første indbyggere i Hadsten, der netop var opstået som stationsby, da jernbanen kom dertil i 1862. Han var også byens første læge, og ret hurtigt blev han også byens største grundejer.

- Han var en dygtig forretningsmand - det er der ingen tvivl om. Og han brugte mange af sine penge på at forskønne byen - han plantede vejtræer og sådan noget, fortæller Margit Bagger, der er formand for Hadsten Lokalarkiv.

- Så han har betydet noget for, at Hadsten Stationsby er blevet, som den er i dag.

Få hele historien om mirakeldoktoren fra Hadsten i De skabte Østjylland i videoen øverst - eller i aften kl. 19.55 på TV 2 | ØSTJYLLAND.