Minut for minut: AGF vinder hjemme over bundhold
AGF tager fredag aften imod FC Helsingør på Ceres Park. Følg kampen live her
AGF ligner efterhånden et hold, der har sikret sig overlevelse. Hvis aarhusianerne slår Helsingør i aften, og Silkeborg taber til Hobro mandag, er David Nielsens tropper matematisk set sikre på at blive i Superligaen i næste sæson.
Dermed kan AGF og deres fans så småt begynde at kigge frem 2018/2019-sæsonen.
Sidst AGF og FC Helsingør mødtes var i begyndelsen af december. Opgøret endte med det kedeligste resultat af alle: 0-0. Det første opgør i sæsonen var imidlertid mere spændende. Her vandt AGF med hele 5-1 på mål af blandt andre Morten "Duncan" Rasmussen og Kasper Junker.
AGF er godt kørende for tiden og vandt senest med 2-1 over Silkeborg på hjemmebane. Faktisk har Mikanovic og co. kun tabt en enkelt kamp siden vinterpausen - et spinkelt 0-1-nederlag hjemme til FCK.
Værre ser det ud for FC Helsingør, som ligger sidst i nedrykningsspillets Gruppe 1. Holdet har tabt seks ud af de ni kampe i foråret, men har dog tilegnet sig to sejre i de seneste tre kampe.
Et spændende opgør venter, og du kan følge det live herunder.