Ministerium sylter hospice-penge
For hver dag der går, bliver der færre penge til pleje af de døende på Djursland, fordi Sundhedsministeriet holder penge tilbage.
Projektet med at bygge et hospice ved Rønde på Djursland er allerede sat i gang, men institutionen bag projektet venter på snart tredje måned på 7,5 millioner kroner fra den såkaldte statslige hospice-pulje, oplyser Østjyllands Radio.
Formanden og kassereren for den selvejende institution bag projektet har nu af egen lomme måttet lægge flere millioner ud for grunden til hospicet og betale for forundersøgelser. Pengene er lånt i banken, og renterne går fra de penge, der skulle være brugt til projektet, siger formanden for den selvejende institution Hospice Djursland, Peter Hørsman:
- Der er jo lovgrundlag for det, så jeg kan ikke se andet, end at vi vil modtage dem på et eller andet tidspunkt. Men det er stadigvæk lidt ærgeligt, at vi betaler renter, som kunne være kommet projekt og derigennem hospicepatienterne til gode, siger han til radioen.
Peter Hørsman har flere gange rykket Sundhedsministeriet for de manglende hospicepenge.