Minister vil kulegrave adoptionslov
Adoptionsloven skal ændres for at hindre ulykkelige sager som den fra Djursland, fastslår familieministeren.
Familieminister Carina Christensen (K) vil nu have kulegravet lovgivningen i adoptionssager, så en sag som den om den seksårige pige fra Djursland aldrig opstår igen.
- Det har ikke været noget kønt forløb at følge. Nu må vi se på hvilke ting i loven, der skal laves om for at undgå lignende sager, siger hun.
Flere har kritiseret lovgivningen. Blandt andet foreslår foreningen Adoption og Samfund, at myndighederne sidestiller adoption af danske og udenlandske børn. Afgørelser om udenlandske kan ankes. Det kan de ikke for de danske børns vedkommende.
- Jeg er åben for at se på alle ting, der kan gøres mere hensigtsmæssigt, men man kan ikke sige på forhånd, at det er den endelige løsning, siger Carina Christensen, der mener, at "ulykkelige sager" nogle gange er den eneste måde, at myndighederne fanger huller i loven.
- Det, der så er vigtigt, er, at når man finder ud af det, så handler man og får rettet op omgående, siger Carina Christensen.
Hun kan ikke sige, hvornår embedsmændene er færdige med kulegravningen, men siger, at det vil være "hurtigst muligt".
Socialordfører Mette Fredriksen (S) mener, at familieministeren har været al for langsommelig i sagen.
- Ministeren burde have grebet ind langt tidligere, så denne ulykkelige sag ikke havde kørt så længe. Det bør nu stå klart for enhver, at adoptionsloven må laves om, siger socialdemokraten.
/ritzau/