Minister skal svare på spørgsmål om tog-ordre
Lokal MF'er er stærkt utilfreds med, at DSB har droppet ordre hos togfabrikken Bombardier i Randers.
Transportministeren kommer til at tage stilling til, at DSB har fravalgt Bombardier til fordel for det italienske firma Ansaldobreda, når IC4-togene skal have gjort computersystemerne færdige.
Ifølge Randers Amtsavis har det socialdemokratiske folketingsmedlem Torben Hansen fra Randers valgt at stille flere spørgsmål til transportministeren om sagen.
- Hvilke tidligere erfaringer med den italienske togproducent Ansaldobreda gør, at DSB og ministeren har tillid til, at den italienske producent denne gang kan sikre et fejlfrit og computersystem?, spørger Torben Hansen blandt andet ministeren om med en slet skjult hentydning til Ansaldobredas manglende evne til at levere de bestille IC4-tog til tiden.
DSB valgte i sidste uge med øjeblikkelig varsel at indstille arbejde hos Bombardier til en værdi af 33 mio. kr. Årsagen er, at DSB - trods to ultimatummer - har valgt at lade IC4-togets italienske leverandør Ansaldobreda fortsætte arbejdet med togets computersystemer.
Også Randers-borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) har tidligere givet udtryk for sin utilfredshed med, at DSB alligevel ikke placerer ordren i Randers.