Minister-kritik af Cheminova
Kemivirksomheden Cheminova, der har Aarhus Universitet som hovedaktionær, møder igen kritik.
Stærkt sundhedsfarlig sprøjtegift er forbudt i Danmark og flere EU-lande, men sælges nu i Brasilien.
Her er stoffet lovligt, men sagen bekymrer myndighederne. Den danske kemivirksomhed Cheminova er begyndt at sælge methyl parathion, en af verdens farligste sprøjtegifte, i Brasilien. Ifølge Politikens søndagsudgave ser de brasilianske sundhedsmyndigheder med stor alvor på sagen, selv om det ikke er forbudt at sælge giften i landet.
I Danmark og flere andre EU-lande er methyl parathion ikke tilladt. Stoffet er så giftigt, at det kan gøre mennesker syge, blot de får det på huden eller indånder dampen fra det. Miljøminister Connie Hedegaard (K) siger til avisen, at hun ikke bryder sig om Cheminovas salg af den farlige sprøjtegift. Hun tilføjer, at det er op til virksomhedens ledelse, bestyrelse og aktionærer, om de mener, de kan stå inde for denne måde at drive forretning på.
- Jeg har før opfordret virksomheder - og vil gerne gentage denne opfordring - til ikke at udsætte befolkningerne i andre lande for ringere miljøvilkår end dem, vi selv vil acceptere herhjemme, siger ministeren. I det brasilianske sundhedsministerium siger professor i forskningsafdelingen Frederico Peres, at methyl parathion er et af de stoffer, som myndighederne er mest bekymrede for.
Personligt mener han, at det burde forbydes, men siger, at det er svært at komme igennem med et forbud, fordi de rige storfarmere har stor politisk indflydelse i Brasilien. Sundhedsministeriet skønner, at mindst 600.000 brasilianske landarbejdere hvert år forgiftes af landbrugskemikalier.
I en mail til Politiken tager Cheminovas direktør, Bjørn Albinius, ikke stilling til diskussionen om etik, men henviser til, at de brasilianske sundhedsmyndigheder har godkendt sprøjtegiften. Cheminovas hovedaktionær, Aarhus Universitet, mener, at det er nødvendigt at sælge methyl parathion for at sikre den brasilianske landbrugsproduktion.