Nu vil Pape lade butiksejere som Henrik dele billeder af tyve
Butiksejere har hidtil fået bøder for at dele overvågningsbilleder på nettet. Justitsministeren er nu klar med en lovlig metode til at dele billederne
I oktober sidste år kom butiksejer Henrik Mølbach Thomsen fra Silkeborg i vælten, da han delte et billede af en tyv, der stjal en jakke fra hans butik, på Facebook.
Facebook-delingen af et overvågningsbillede uløste en bøde på 3500 kroner.
Men det kan være slut med, at butiksejere som Henrik Thomsen føler sig nødsaget til selv at skride til ulovlige delinger af billeder og videoer, når de udsættes for tyveri.
Læs også
Torsdag har justitsminister Søren Pape Poulsen fremlagt et nyt udspil, der indeholder en lovlig vej til at dele overvågningsbilleder og videoer på eksempelvis sociale medier.
Metoden går ud på, at der etableres en ny side på www.politi.dk inden året er omme, hvor politiet vil offentliggøre billeder af personer, som politiet ønsker oplysninger om fra offentligheden.
Læs også
Materialet på siden kan eksempelvis komme fra butiksejere, men det er politiet, der vurderer, hvilke billeder og videoer, der skal lægges op.
Herefter ville borgere lovligt kunne dele et link til siden på eksempelvis sociale medier.
Butiksejer: Det skal gå hurtigt
Henrik Mølbach Thomsen hilser den nye ordning velkommen.
- Jeg føler mig pludselig tryg, fordi jeg nu ikke skal til at dele billederne selv og på den måde blive til en, der gør noget ulovligt, siger Henrik Mølbach Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han krydser fingre for, at processen kommer til at gå hurtigt. Altså der går kort tid, fra en butiksejer sender et overvågningsbillede til politiet, til billedet ligger på siden og kan deles på sociale medier af borgere.
- Det skal kunne klares hurtigt og nemt. Det skal helst være ude på siden inden for få timer, så man ikke bliver utålmodig, siger Henrik Mølbach Thomsen.
Hvis det lykkes at etablere et effektivt system, hvor billederne kan deles på sociale medier inden for kort tid, mener han, at det vil føre til færre tyverier.
- Jeg tror, de krimelle vil tænke sig om en ekstra gang, hvis de ved, at de risikerer at blive lagt ud på nettet, siger Henrik Mølbach Thomsen.
Været med til at skubbe på
Henrik Mølbach Thomsen har selv været med til at skubbe på for, at der skulle være en lovlig måde at dele overvågningsbilleder og videoer, med det formål at borgere skal kunne hjælpe med at finde frem til gerningsmanden.
Han har efter eget udsagn været i dialog med både Dansk Erhverv, Rigspolitiet og folketingspolitiker Peter Kofod Poulsen (DF) om sagen.
Læs også
Han mener desuden, at hans sag fra sidste år, der var hyppigt omtalt i medierne, har været med til at skubbe i retning af den nye ordning.
- Det er fantastisk, at almindelige borgere kan gå ud og deltage i en debat, som ender med et lovindgreb, siger han.
Grænser for hvad man skal dele
Selvom Henrik Mølbach Thomsen har armene oppe over hovedet over justitsministerens udspil, så mener han alligevel, at der er grænser for, hvad man bør dele på Facebook.
- Det skal ikke være en lille dreng, der stjæler en chokoladebar nede i Brugsen, der efterlyses med billede på Facebook, siger han.
Han mener heller ikke, at billederne og videoerne skal deles, medmindre politiet har vurderet, at personen har gjort noget kriminelt. Derfor er han for eksempel imod, at man deler billeder af formodede pædofile.
- Man skal være varsom. I min situation delte jeg kun billedet af tyven, fordi jeg var hundrede procent sikker på, at personen havde gjort det. Jeg gennemgik også overvågningen mange gange, siger han.
Det står der i udspillet
TV2 ØSTJYLLAND dækker sagen yderligere i vores 19.30-udsendelse.