Minister har ingen penge til ny Randers-bro

Regeringen har ingen penge til ny bro i Randers, men måske kan løsningen være et såkaldt OPP-projekt. Den 5. december er der møde om sagen

Broen over Randers Fjord er stærkt trafikeret, og derfor efterlyser mange en ny bro.

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) understreger, at en ny bro over Randers Fjord er et kommunalt projekt,

Folketingsmedlem Malte Larsen (S) efterlyser en bro over Randers Fjord.

1 af 3

Der kommer ingen pose statslige kroner fra København til en ny bro over Randers Fjord.

Det slog transportminister Hans Christian Schmidt (V) fast i Folketingets spørgetid onsdag.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Malte Larsen understregede i spørgetiden, hvor stort behovet er for en ny forbindelse i Randers til at aflaste den eksisterende Randers Bro.

Malte Larsen spurgte ministeren om, hvordan regeringen ser på mulighederne for den såkaldte østforbindelse, som mange mener er vejen frem.

- En ny Randers Fjord-forbindelse er som udgangspunkt et kommunalt projekt, slog Hans Christian Schmidt fast og uddybede lidt senere i spørgetiden:

- Der er ikke afsat statslige midler til at undersøge projektet nærmere. 

Læs også Minister til utålmodige østjyder: Nu tager vi første skridt

Hans Christian Schmidt har tidligere på året foreslået, at man generelt undersøger mulighederne for at bygge ny infrastruktur ved hjælp af de offentlige-private-partnerskaber – de såkaldte OPP-projekter.

En ny bro over Randers Fjord kan komme i spil i den forbindelse. Den 5. december mødes Hans Christian Schmidt med Randers Kommune og andre relevante parter for at drøfte mulighederne.

- Jeg ser frem til at høre mere om projektet og de muligheder, som Randers Kommune og pensionskasserne ser i det, siger han.

Hans Christian Schmidts OPP-initiativ ligger i forlængelse af regeringsgrundlaget, der siger, at ”regeringen vil øge brugen af offentlige-private partnerskaber (OPP) i forbindelse med offentlige bygge- og anlægsprojekter.