Minister går ind i sag om Sølund
Ordførere har indkaldt til møde
Årets Sølund Musik Festival kan vise sig, at blive den sidste, hvis der ikke bliver solgt flere billetter.
Festivalen har i år oplevet et dalende billetsalg og har modtaget flere afbud, fordi det ikke længere er muligt for de udviklingshæmmede at betale sig til at få en hjælper med på festivalen.
Det er ikke længere muligt, fordi Kommunernes Landsforening har indskærpet over for landets kommuner, at egenbetalingen er et brud på serviceloven.
Socialminister Manu Sareen (R) fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at det er kommunernes ansvar at prioritere indsatsen over for personer med handicap.
Efter opfordring er ministeren nu gået med til at deltage i et møde i regeringen med socialordførerne for Socialdemokraterne og Radikale Venstre - Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Zenia Stampe (R).
Det sker efter, at det østjyske folketingsmedlem Jens Joel har forsøgt at få rejst sagen. Han håber, at mødet kan belyse problemet, men tror ikke nødvendigvis på en løsning.
- Vi skal have fundet ud af, hvad der er op og ned i den her sag. Hvad reglerne helt præcist er, og hvad det vil betyde, hvis vi ændrer dem. Det er ikke til at vide, hvad mødet ender med, siger Jens Joel til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mødet mellem socialministeren og to socialordførere bliver formentlig afholdt på onsdag i næste uge.
Se et tv-indslag om problematikken omkring handicaphjælpere øverst i artiklen.