Minister forsvarede regeringens SU-udspil
Uddannelsesminister Ulla Tørnæs var en tur på Aarhus Universitet, hvor hun forsvarede regeringens SU-udspil over for kritiske studerende
Det nye skoleår på de videregående uddannelser er begyndt med lidt af et chok for rigtigt mange studerende.
Regeringen vil nemlig skære i SU'en som et led i den økonomiske 2025-plan. De studerende er ikke imponerede - og det fik uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) at føle i dag, da hun besøgte Aarhus Universitet.
Omkring 50 studerende var mødt op på universitet for at diskutere regeringens 2025-udspil om SU-reglerne.
- Med omlægningen af SU’en, der har man som studerende de samme penge i hænderne, som man har i dag. For mig handler det om at skabe nogle gode rammer for de studerende. Og så må de selv vælge, hvordan de bruger de rammer, siger Ulla Tørnæs.
Men rammerne er de studerende bestemt ikke tilfredse med.
- Man skal ikke ud og låne til rugbrødsmadder og havregryn. Det er simpelthen urimeligt. Når man låner, så er det for at købe en bolig eller en bil, ikke for at finansiere deres levegrundlag., siger Sana Mahin Doost, der er næstformand i Studenterrådet.
-Jeg er mest bekymret for det der med det kan mindske situationen for andre til at begynde på en uddannelse, siger Johanne Kruse Rasmussen, der er studerende ved Aarhus Universitet.
Bedre lånemuligheder
Helt konkret kan de studerende se frem til at miste 800 kroner om måneden efter skat. Til gengæld kan de studerende tage et større SU-lån til en lav rente. Og så får de lov til at tjene flere penge ved siden af studiet.
-Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det en god investering for den enkelte at tage en uddannelse. Og her er der så lagt op til, at hvis man ikke ønsker at arbejde mere ved siden af sit studie i dag, så kan man øge sin låneadgang, siger UIla Tørnæs.
-Jeg vil mene, at studiet også er et fuldtidsjob. Og så må studiejobbet så komme ud over det, hvis man har overskud. Men det tror jeg ikke, gælder for alle, siger Marco Fortuna, der er studerende ved Aarhus Universitet.
Efter dagens debatmøde inviterede ministeren til et møde om netop SU-reglerne. Men heller ikke her var de studerende tilfredse med udfaldet.
-Det vi fik ud af det, vi bliver nok aldrig enige. Der er nogle enkelte punkter, hvor jeg rent faktisk tror, ministeren noterede sig, hvad det var, vi sagde, siger Sana Mahin Doost.