Minister fik en særlig rundtur
Nyt campus hjemsted for 5.500 studerende
Den gamle byggegrund midt i Aarhus, som tidligere har huset bryggeriet Ceres, bliver snart et af byens nye studiemiljøer.
Her har professionshøjskolen VIA University College opført et 46.000 kvadratmeter stort campus-område, hvor studerende fra for eksempel pædagog-, socialrådgiver- og bygningskonstruktøruddannelserne skal samles.
Det er først til sommer, at de 5.500 studerende flytter ind, men allerede i dag tog uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) forskud på glæderne og besøgte Campus Aarhus C.
Hun var imponeret over de fysiske rammer, som blandt andet byder på det nyeste inden for it-udstyr:
- Her får de fantastiske rammer til at samarbejde fagligt på tværs - og endda også samarbejde med folk fra virksomheder, offentlige institutioner og forskningsmiljøer udefra. Campus Aarhus C kan virkelig give et uddannelsesløft, der kommer samfundet til gode, siger Sofie Carsten Nielsen i en pressemeddelelse.
Idéen med at samle de studerende på det nye uddannelsescenter er, at det skal styrke mulighederne for samarbejde, fortæller rektor for VIA University College, Harald Mikkelsen:
- En række af VIAs godt 20 privatrettede uddannelser får til huse i Campus Aarhus C. Dermed sikrer vi ikke 'bare' tæt samarbejde mellem de offentligt rettede uddannelser, men også mellem de offentligt- og privatrettede uddannelser - eksempelvis om at udvikle velfærdsteknologi. Det er tiltag, som ministeren blev præsenteret for.
Det har kostet omkring 850 millioner kroner at bygge det nye Campus Aarhus C.