Mindre sygefravær i Århus
De ansatte i Sundhed og Omsorg under Århus Kommune har færre sygedage. Kommunen sparer fem millioner.
Medarbejdere i Århus Kommune under Sundhed og Omsorg har tilsyneladende fået et bedre helbred. I hvert fald er sygefraværet faldet med fem procent fra 2007 til 2008.
At de ansatte har færre sygedage, betyder en kontant årlig besparelse for kommunen på fem millioner kroner, der i stedet kan bruges på pleje.
- Vi glæder os her i afdelingen over faldet, men det er også vigtigt, at vi fortsætter de mange tiltag. Sygefraværet er fortsat højt og hvis vi hviler på laurbærrene nu, kan jeg frygte, at vi vil opleve en stigning igen, lyder det fra rådmand Dorthe Laustsen (SF) i en pressemeddelelse.
Laustsen giver forskellige projekter, der netop skulle gøre medarbejderne sundere, en stor del af æren for faldet i sygefravær.
Årsresultatet 2008 for sygefravær i Sundhed og Omsorg blev i øvrigt 21,72 kalenderdage pr. helårsansat.
Århus Kommune som helhed ligger dog i den tunge ende af skalaen, når det gælder sygefravær blandt medarbejderne. Sammen med Køge Kommune ligger kommunen nummer 92. på listen over sygefravær i de enkelte kommuner. Der er 98 kommuner i Danmark.