Mindre specialundervisning: - Højskolen vendte min datters nedtur
Kulturministeriet vil afskaffe paragraffen, der giver penge til specialundervisning på højskoler. Det ærgrer højskoleforstander og mor til tidligere elev
Et højskoleophold er for de fleste en tid, hvor man kommer ud og står på egne ben og får et fællesskab med mennesker fra alle egne i landet.
For mennesker med særlige udfordringer er det måske endda en endnu større oplevelse at tage på sådan et ophold.
Læs også
Men nu vil Kulturministeriet afskaffe den paragraf, som giver højskolerne midler til at udføre specialundervisning for elever med lettere handicap, og de vil skære i midlerne til specialundervisning af elever med svære handicap.
For Marianne Bendts datter, Tanja Bendt, som lider af Downs Syndrom, så var det en oplevelse, der var nødvendig for, at hendes hverdag skulle blive overskuelig igen.
- Hun havde problemer med venner og kærester, og hun var simpelthen kommet ned af en ubehagelig sidevej. Hun måtte væk og få noget luft, siger Marianne Bendt til TV2 ØSTJYLLAND.
De valgte at sende Tanja Bendt på Djurslands Folkehøjskole i tre måneder, men da de skulle hente datteren hjem igen til jul, endte de med at skrive under på en seks måneders forlængelse:
- Hun ville ikke med hjem, hvis hun ikke fik lov at komme tilbage, det var hendes store vending at være deroppe, fortæller Marianne Bendt.
Problematisk for specialundervisningen
En del af Kulturministeriets plan går ud på, at de vil skære i specialundervisningen for de mest udfordrede elever med 20 pct.
Ifølge forstander på Djurslands Folkehøjskole, Heidi Vølcker, vil dette have stor betydning for højskolelevernes specialundervisning:
- Uanset hvilket fag det handler om, så er der en særlig forberedelse, der skal til for at tilgodese de handicappede elever. Med det her så bliver det blot til ekstra hænder i undervisningen, og det er helt klart en hjælp, men det er ikke specialundervisning, siger Heidi Vølcker.
Heidi Vølcker er bekymret for, hvad det vil komme til at betyde for, om eleverne overhovedet vil vælge et højskoleophold, hvis specialundervisningen bliver nedprioriteret.
- Som det er i dag smider vi ikke med pengene. Vi bruger hver en krone på at føre god højskole. Jeg ved ikke, hvordan vi skal skrue en model sammen uden de 20 pct. Det vil betyde en forringelse, og så ved jeg ikke om eleverne vil komme hos os længere, siger Heidi Vølcker.
Vender nedturen
En undersøgelse fra VIVE viser, at handicappede føler sig langt mere ensomme, har dårligere helbred og har et lavere uddannelsesniveau.
Marianne Bendt er ikke meget i tvivl om, hvad højskoleopholdet gav datteren, Tanja.
- Havde man ikke haft tid til at rumme hendes nedture, så havde hun ikke fået det samme ud af det. Og havde hun ikke været afsted på højskole, så tror jeg, hun var endt på den lukkede, siger Marianne Bendt.
Læs også
Tanja Bendt har grundet højskoleopholdet fundet ud af, at hun holder meget af naturen, og derfor er hun startet i arbejde i en skov.
Marianne Bendt mener, at højskolen er det eneste, man kan tilbyde handicappede, som har det svært:
- Hvor sender man hende ellers hen? Der er ikke andre steder at søge hen. Det blev hendes positive vending. Jeg hentede en pige, der dansede som sommerfugl i højskolens teateropsætning, fortæller Marianne Bendt.