Mindre røg i Sundhed og Omsorg

Aarhus Kommunes rygepolitik har fået hver fjerde ryger i Sundhed og Omsorg til at holde helt op med at ryge

Foto: Colourbox

60 procent af de daværende, rygende medarbejdere i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune er blevet påvirket til at ændre vaner. Det viser en måling i efteråret, som samtidig viser, at 25 procent af de daværende rygere helt har kvittet tobakken på grund af kommunens rygepolitik.

Det fremgår af Aarhus Kommunes hjemmeside.

- Som sundheds-rådmand er det pragtfuldt at se, hvordan medarbejderne har ændret vaner og valgt rygningen fra. Det her viser også, hvordan et ellers ganske hadet forslag kan blive vendt til noget godt, siger Jette Skive (DF), rådmand, Sundhed og Omsorg.

Færre elever ryger i Skanderborg

Tilbagegangen i antallet af rygere vækker begejstring hos Kræftens Bekæmpelse.

- Det er utroligt positivt, at så mange medarbejdere i Aarhus Kommune har grebet chancen og er blevet røgfri. Røgfri arbejdstid betyder, at ingen udsættes for tobaksrøg på arbejdspladsen, færre begynder at ryge, og det støtter de medarbejdere, der ønsker at leve røgfrit, siger Niels Them Kjær, projektchef, Kræftens Bekæmpelse.

Medarbejderne i Aarhus Kommune må ikke ryge i arbejdstiden, og medarbejdere må ikke ryge i kommunens institutioner eller på udendørsarealer til bygningen. Overtrædes reglerne medfører det almindeligvis en påtale eller advarsel første gang.