Mindre mobning - mere fokus

Morgensang på skoleskemaet

Morgensang skal styrke koncentrationen og forebygge mobning.

Det håber Den Fri Hestehaveskole i Galten at få ud af at deltage i det landsdækkende musikprojekt, Sangkraft.

I dag mødtes eleverne med tre andre skoler i Musikhuset i Aarhus.

Jeg synes, det virker rigtig fedt. Især når vi alle sammen bare giver den gas, siger skoleelev Anne Sofie Bjerregaard fra Den Fri Hestehaveskole til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Skolen håber, at eleverne kan blive bedre til at koncentrere sig - også i andre fag.

- De får jo en masse ud af det, fordi for det første skal de knokle helt vildt hårdt og koncentrere sig for at få de her sange lært og kunne dem udenad, og så skal de samarbejde om det, siger lærer Mette Mortensen fra Den Fri Hestehaveskole til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Senere skal skolen optræde ved en større koncert i Musikhuset.