Mindre kriminalitet i Højvangen: Jeg er blevet mere tryg

Beboere kan godt mærke, at boligområdet i Skanderborg har gennemgået en udvikling

04:10

1 af 2

85-årige Bent Bengtsson fik sig lidt af et chok, da han i 2004 flyttede ind i en lejlighed i boligområdet Højvangen i Skanderborg.

På forhånd kendte han ikke meget til området, men det kom han hurtigt til. Ikke på nogen god måde.

Han husker, hvordan påsatte brande og en generel utryg stemning blandt beboerne prægede boligområdet.

- Når jeg snakkede med andre ældre heroppe, så turde mange af dem slet ikke gå ud om aftenen, fortæller han om oplevelsen for 11 år siden.

Farvel til ghetto-stemplet: Det er som at vinde i lotteriet

Siden dengang er der sket meget i området. Kriminaliteten er dalet, mens fællesskabet er vokset. Det har det boligsociale 'Projekt Højvangen' været med til at ændre på.

- Det med, at man kender hinanden. Måske nogle af de unge drenge, man møder ude på gaden. Det gør, at man kan hilse på hinanden og måske ikke er så bange for hinanden, siger projektleder Louise Buch Viftrup.

Indsatsen for at skabe et godt og trygt område blev i denne uge bemærket af Boligministeriet, som fjernede Højvangen i Skanderborg fra den såkaldte ghettoliste.

Snakker med hinanden

Der er også blevet længere mellem de blå blink fra politi- og brandbiler. Til gengæld er der blevet gjort en stor indsats for at skabe sammenhold blandt beboerne.

Bent Bengtsson fortæller om fællesspisning og andre sociale arrangementer, som han mener, har været med til at gøre en forskel og skabe en større forståelse på tværs af nationaliteter.

Højvangen i Skanderborg er et område, hvor der bor en stor andel af indvandrere og personer med muslimsk baggrund.

Selv er Bent Bengtsson glad for at stoppe op og hyggesnakke med både gamle og unge for eksempel indvandrerdrenge, når han går tur med sin hund:

- Det er glædeligt at se, hvordan de lyser op i et stort smil hver gang, siger han.

Også Trigeparken i Aarhus blev i denne uge fjernet fra regeringens ghettoliste. Gellerupparken og Bispehaven i Aarhus samt Sundparken i Horsens er stadig at finde på listen.

I videoen øverst i artiklen kan du høre en del af interviewet med Bent Bengtsson, hvor han fortæller om udviklingen i området.