Mindre båd kæntrede

To personer bragt sikkert i land

Foto: Google Maps

Både Østjyllands Politi og Aarhus Brandvæsen rykkede ud til Egå torsdag aften, da meldingen lød, at en mindre båd med to personer ombord var kæntret.

- Anmelder kunne se nogle personer i vandet ikke langt fra Egå Marina, siger vagtchef Christian Riis fra Østjyllands Politi.

Derfor sendte Østjyllands Politi patruljer af sted, ligesom Aarhus Brandvæsen kom med dykkere og båd.

Sejlere havde også set de to personer i vandet, og der var både en sejlbåd og en robåd ude ved de to for at hjælpe dem, oplyser Østjyllands Politi.

De to personer kom sikkert i land, og de slap begge uskadt fra episoden.