Mindfulness på skemaet
Elever skal lære at fokusere og bevare overblikket
På mandag får 550 elever på Horsens Gymnasium en fælles introduktion til mindfulness.
Initiativet skal informere eleverne om mulighederne i mindfulness, og håbet er, at de vil tage en øvelse eller to til sig.
- Mindfulness kan forbedre din koncentration og give større evne til at fokusere på nuet. Det kan være en fordel f.eks. i eksamenssituationer og i en periode med mange afleveringsopgaver, siger lektor på Horsens Gymnasium, Lars Moeslund, i en pressemeddelelse.
- I princippet udspringer mindfulness fra buddhistisk meditation, men er i dag uden forbindelse til buddhisme eller andre religioner. Ved at fokusere på nuet og på at skabe overblik gennem meditation får du en mere harmonisk hverdag.
Men det kræver træning, lyder det fra Lars Moeslund.
- Det kan være hårdt arbejde at leve i nuet. Man kan betragte mindfulness som en færdighed, hvor du kun bliver bedre, hvis du bliver ved med at øve dig. Fuldstændig som med fodbold eller fløjtespil.
Horsens Gymnasium er også i spil som del af et nyt forskningsprojekt under Dansk Center for Mindfulness.
Gymnasiets lærere og øvrige personale deltager også i mindfulness-arrangementet.