- Mindeparken kan det hele

Rådmand glad for pris til park

01:11

1 af 2

Mindeparken, der ligger mellem Marselisborg Slot og Aarhus Bugt i Aarhus, har vundet Nordic Green Space Award, og det glæder Kristian Würtz (S), der er rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune.

- Prisen er et udtryk for, at Mindeparken er en rigtig god park, som formår at forene det at være flot med at give rigtig gode oplevelser til aarhusianerne. Der er mange aarhusianere, som har gode oplevelser med parken, hvad enten det er festuge-åbning med Thomas Helmig og Steffen Brandt, eller om det er en stille løbetur en tidlig morgen. Så Mindeparken kan det hele, siger Kristian Würtz.

Nordic Green Space Award er en pris, som gives til parker i Norden, der er noget helt særligt både i udseende, men også i det bagvedliggende arbejde, der er med til at holde parken.

I dommerkomitéens bedømmelse hyldes Mindeparken blandt andet for at være klassisk, smuk og velholdt.

- Jeg ser det som en påskønnelse af vores medarbejderes indsats derude. De sørger for, at der er rart at komme hver formiddag, selv om der om sommeren er rigtig mange brugere om aftenen og natten, siger Kristian Würtz.

Du kan se hele interviewet med Kristian Würtz i videoen øverst på siden.