Mine naboer serverer rensdyr

Et middagsmåltid, der er skudt i Grønland, parteret, fragtet på ryggen, pakket i kasser, sejlet til Danmark og kørt til Aarhus, smager af nærvær.

Mine naboer Qulu og Inaluk flyttede ind i nabo-blokken en dag i december sidste år. Jeg lagde ikke mærke til dem til at begynde med.

Men sådan er det nok i boligblokke. Folk flytter ind – folk flytter ud. 

Nogle lærer man at kende. Andre fører aldrig mere end et afmålt nik i opgangen med sig.

Vi bor i et alment boligbyggeri i Skejby i Aarhus N.

Her bor folk fra alle steder – fra Marokko, Færøerne, Grønland og Randers. Og så er der min familie – og jeg selv kommer oprindeligt fra Sydbyen.

Hver blok har tre etager med facader af mørke mursten, og alt var renoveret ned til mindste detalje, da jeg og min familie i maj sidste år flyttede ind. Vi havde ikke set lejligheden eller området, før vi stod foran hoveddøren med nøglerne i hånden.

Vi flyttede tilbage til Aarhus fra Odense – for min kone, Camilla, skulle fortsætte sit studie i Aarhus, og jeg skulle starte i nyt job. Alt var huj hej vilde dyr, og så stod vi pludselig der – en varm dag i maj måned med vores store flyttelæs og to små børn.

Indtil denne dag i maj havde Skejby for mig mest været en vindblæst bakke på vej til Randers. Nu var det hjem.

Et halvt år senere flyttede Qulu, Inaluk og deres datter Karla – også kaldet Mugu eller Superkarla – ind kun to opgange længere henne.

Vi mødte dem i børnehaven nede om hjørnet, hvor Karla startede på Ottos stue. Vi kan se til hinanden fra vores vinduer.

Otto vinker fra vores køkkenvindue. Karla fra deres soveværelsesvindue. Otto er halvandet år ældre, men tog sig af Karla, da hun startede i børnehaven. For at være ærlig. Hun blev lidt småforelsket i ham.

Og derfor lærte vi Inaluk og Qulu at kende.

De er fra Nuuk i Grønland, og de er her for at læse videre. 

Inaluk er sygeplejerske og har orlov fra akutafdelingen på hospitalet i Nuuk for at videreuddanne sig til sundhedsplejerske. Det er første gang, at Qulu bor i Danmark. I Nuuk arbejdede han for skiliften – i Danmark videreuddanner han sig, så han kan starte i et nyt job i et grønlandsk dykkerfirma. Han skal være den, der sørger for, at al teknikken fungerer, når dykkerne er under vand.

Inaluk og Qulu har hjemve.

Hver dag.

De savner Grønland. De savner familien. De savner Qulus søn fra et tidligere parforhold. Og så savner de at spise sammen med andre.

I Nuuk går der mange dage imellem, at de ikke spiser aftensmad sammen med andre. Venner og familie kigger forbi og mødes om den mad, der sættes på bordet.

I Danmark skal middagsaftaler planlægges. Qulu og Inaluk siger til os ’ kom nu bare forbi’ – og vi svarer: ’vi skal lige se i kalenderen’.

I foråret inviterede vi dem på middag første gang. Qulu havde en pakke med rensdyrkød med. Han havde lavet grillspyd.

Jeg oplevede en stolthed over, at de kunne byde os på noget, som vi ikke havde prøvet før. En jægers glæde over at kunne servere noget, han selv har skaffet til os.

Rensdyrkød kan godt føles lidt benet, fordi det er et dyr, der har bevæget sig hele tiden – det kan godt være sejt, hvis det ikke er blevet behandlet ordentlig. Men Qulu har lavet en marinade, som kødet havde ligget i natten over, som havde mørnet det.

”Vi kan ikke undvære rensdyrkød. Når man spiser rensdyr, tænker man på følelsen af at skyde dyret – på dengang jeg slæbte dyret seks timer, og jeg var helt smadret. Der er mange historier i sådan et godt måltid,” fortalte Qulu.

Det smagte fantastisk. Ungerne spiste, så de var ved at revne.

Allerede den aften fortalte Qulu, at når de skulle hjem til Grønland over sommeren, så ville han blive tilbage i august, mens Inaluk og Karla ville flyve tilbage til studie og børnehave.

Jagten på rensdyr bliver frigivet i august, og Qulu ville med på jagt.

”Hvad så med det kød, du skyder?” spurgte jeg.

”Det skal tilbage til Danmark, så vi kan spise det og andre fra familien i Danmark,” sagde han.

”Hvordan gør du det?”

Der gik det op for mig, at vi spiste et stykke kød, som vitterligt har rejst langt – og at der snart kommer nyt kød.

I sensommeren kom Qulu tilbage til Danmark fra Grønland, og 4. oktober skrev han på Messenger til mig:

”Davs, hvad skal I på fredag – tænker på, om I vil spise med os? Kom, når I har lyst, vil du være med til at forberede?”

Jeg kan i dag ikke lade være med at tænke lidt over, at Qulu og Inaluk er blevet lidt mere danske. At de har forstået, at vi danskere planlægger alting. Livet og middagsaftaler. At det er lidt ærgerligt.

Men det ændrer ikke på, at det ville vi selvfølgelig gerne.

Hvordan den eftermiddag forløb kan du se her:

Om et halvt år rejser Qulu og Inaluk og Karla hjem til Grønland.

Vi kommer til at savne dem.

Der er en umiddelbarhed i at kunne gå forbi hinanden og sige hej uden at aftale det først. Det er noget, Qulu og Inaluk har forsøgt at lære os, som jeg vil tage med videre.

Og en dag vil vi tage til Nuuk og besøge dem. Og spise rensdyrskød i rensdyrets naturlige omgivelser.

Tilrettelæggelse/foto/redigering & idé: Thomas Gam Nielsen

Fortalt til: Jamilla Sophie Alvi