Millionløft til Aarhus Lufthavn

25 millioner kroner skal modernisere Aarhus Lufthavn. Målet er at tiltrække nye kunder.

Det skal være hurtigere at flyve fra Århus til resten verden. Det mener ejerne af Aarhus Lufthavn, der er klar til at bruge 25 millioner kroner på moderniseringer.

Satsningen skal gennemføres over to år og kommer i forlængelse af den kommende motorvej mellem Skejby og Søften.

Pengene skal blandt andet bruges på en ny og forbedret vejstrækning fra Kolind-krydset op til lufthaven. Desuden skal check-in-skrankerne og baggage systemet gøres mere effektivt. På den måde kan passagerne både komme hurtigere til selve lufthavnen og check in og baggage udlevering vil gå mere tjept.

Målet er nye kunder til lufthavnen.

- Med bedre forbindelser til lufthavnen er vi mere attraktive for kunder uden for Århus, forklarer lufthavnsdirektør Ole Paaske til MetroXpress.

Ole Paaske mener desuden, at debatten om en ny østjysk lufthavn nu er forstummet.