Milliongave til Den Gamle By

Fond giver ni millioner kroner til Den Gamle By. Dermed kan den berømte møntmestergård gøres færdig.

De ansatte i Den Gamle By i Århus har svært ved at få armene ned.

Med en donation på 9.101.000 kroner har Augustinus Fonden sikret færdiggørelsen af Møntmestergården. Fonden har tidligere bidraget med fem millioner kroner og bliver dermed den største bidragyder til sikringen af det københavnske kulturklenodie. 

- Det er som at få en appelsin i turbanen. Vi er både taknemmelige og lykkelige over den fornemme donation, fordi vi nu kan færdiggøre det største og mest prestigiøse byggeri i museets historie, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.

Møntmestergården blev opført i Borgergade i København i 1600-tallet. Bygningen blev pillet ned i 1944, og først i 1995 overtog Den Gamle By materialerne, der indtil da havde været opbevaret forskellige steder i hovedstaden.