Millioner til unge håb

Fornemme forskerstipendier til universitet

Foto: Colourbox/TV2OJ

Talentmassen mangler ikke på Aarhus Universitet for tiden. I dag modtager 6 unge forskere den prestigefyldte titel DDF-Forskertalent.

Med titlen følger en halv million kroner, som uddeles af Det Frie Forskningsråds Sapere Aude program. Pengene skal gå til forskningsprojekter udarbejdet af de 6 modtagere.

- Formålet er, at vi gerne vil hædre de unge forskere, der er særligt dygtige, fortæller Kontorchef hos Det Frie Forskningsråd, Grete Kladakis.

De unge talenter fra Aarhus er 6 ud af i alt 40 unge håb, som har fået den ganske særlige udmærkelse som Forskertalent. Modtagerne af titlen kommer fra vidt forskellige faglige områder, der spænder fra Biomedicin til Statskundskab. Det er der en helt særlig mening med ifølge Grete Kladakis.

- Det skyldes, at forskning generelt spænder utrolig vidt, men også at vi i Danmark skal have noget at leve af om 20 år. Det, de unge iderige forskere forsker i har forhåbentlig noget i sig, som vi i Danmark kan bruge på længere sigt, fortæller hun.

De seks modtagere er:

Mette Laursen, Institut for Biomedicin

Søren Ulstrup, Institut for Fysik og Astronomi

Kasper Andersen Borup, Institut for Kemi

Lasse Nielsen, Institut for Statskundskab

Christian Olaf Christiansen, Institut for Kultur og Samfund

Thomas Bøgevald Bjørnsten, Institut for Æstetik og Kultur