Millioner til smerte-forskning
Hver femte voksne lider af kroniske smerter og nu skal blandt andet Århus Universitetshospital forske i behandling. I alt er der afsat 140 millioner kr.
Kronisk smerte er en væsentlig grund til langvarigt sygdomsfravær og førtidspension og er en stor økonomisk byrde for både den enkelte og sundhedssystemet.
På trods af omfattende forskning fra medicinalindustrien og den akademiske verden er der behov for mere effektive behandlinger med færre bivirkninger.
Derfor har EU og den europæiske lægemiddelindustri tilsammen afsat 140 millioner kr. til forskning. En mulighed professor Troels Staehelin Jensen fra Århus Universitetshospital er glad for.
- Det er da helt genialt, at vi får den her mulighed. Det er altid vanskeligt at søge midler og nu får vi den her saltvandsindsprøjtning Samtidig er det unik mulighed for at udveksle erfaringer gennem det her netværk af forskere, fortæller Troels Staehelin Jensen.
De 140 millioner kr. fordeles til forskningsprojekter på Århus Universitetshospital, Rigshospitalet og Syddansk Universitet sammen med lægemiddelindustrien og forskere fra anerkendte universiteter i England.
I alt er to forskere Smerteforskningscentret og en forsker fra Psykologisk Institut tilknyttet fra Århus Universitetshospital. Der er også ansat tre ph.d.-studerende.
Forskningsprojektet løber over fem år.