Millioner til sårbare børn og unge i Randers
Indenrigs- og Socialministeriet støtter netværks- og samtalegrupper for sårbare og ensomme børn og unge med 3,2 mio. kroner.
Projekt Mødestedet i Randers modtager 3,2 mio. kr. til at etablere samtale- og netværksgrupper for sårbare og ensomme børn og unge i alderen 8 til 23 år.
Formålet med projektet er at skabe netværk mellem børnene og de unge og give dem redskaber til at tackle en vanskelig livssituation i et fællesskab, så de ikke føler sig anderledes.?
- Vi vil gerne give udsatte børn og unge hjælp til at håndtere de problemer, som fylder i deres liv. Derfor er det vigtigt, at der etableres netværksgrupper og samtalegrupper for disse unge, som kan give dem et fællesskab med ligesindede. Projektet i Randers Kommune kan forhåbentlig hjælpe mange unge i den situation, siger indenrigs- og socialminister Karen Ellemann i en pressemeddelelse.
Erfaringerne fra projektet skal anvendes til at vurdere den fremtidige indsats over for udsatte børn og unge.