Millioner til nytænkende projekt i udsat boligområde
40 millioner kroner er der i alt afsat til et firårigt projekt i Gellerupparkeni Aarhus
- Det er både en håndsrækning til dem, men det er også gavnende for kommende generationer.
Sådan siger Kristian Würtz (S) om det nye projekt, som Aarhus Kommune i samarbejde med en række partnere starter op i Gellerup-parken.
Projektet hedder ’Opgang til Opgang’ og går ud på, at 10 specialuddannede medarbejdere skal mødes med udsatte familier i Gellerup. Dette skal i sidste ende få forældrene i job og børnene i uddannelse.
Læs også
- Tanken med opgang til opgang er ikke alene at kigge på beskæftigelsesperspektiver, men at også andre trivselsfaktorer kan være en barriere. Det kan være noget med børnene, noget med sundhed, fortæller Kristian Würtz, Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse til TV2 ØSTJYLLAND.
Projektet skal forløbe over de kommende fire år, og det første halve år skal de ansatte bruge til at skabe en tæt relation til de forskellige familier. Der er afsat i alt knap 41,5 millioner kroner, hvoraf 23,3 af disse kommer fra Den A.P Møllerske Fond.
- Medarbejderne arbejder tæt med familierne, og der er ekstra tid til at arbejde tålmodigt med relationerne til medlemmerne i familien, udtaler Mathias Bruhn Lohmann, som er projektleder hos Socialt Udviklingscenter, der er en af samarbejdspartnerne på projektet.
Inspireret af udlandet
De forskellige familier udvælges til projektet ved at medarbejderne går fra opgang til opgang, hvor familierne vil blive inviteret med. Denne metode er inspireret af udlandet, hvor man i New York har erfaringer med projektet med den engelske titel ”Block to Block”.
Disse kriterier er der for, at familierne kan deltage:
- at familien er bosiddende i Gellerup
- at der er mindst et barn under 20 år i familien
- at mindst en forælder har været uden for arbejdsmarkedet i minimum 2-3 år
Ifølge Kristian Würtz giver den nye metode muligheden for, at man får øje på problematikker, som man ellers har overset i forhold til at få ledige i job.
- Forhåbentlig kan vi få bedre øje på og tage bedre fat på nogle af de barrierer for at komme i job, som vi ellers ikke ser. Tværfaglighed er en del af kernen i indsatsen, og det giver forhåbentligt resultater, siger han.
For Mathias Brun Lohmann har de hos Socialt Udviklingscenter en stor tiltro til, at projektet kan være forgangsmetode for andre projekter i resten af landet.
- Vores store aktie er, at vi tror på, at det er vejen frem. Vi kan se fra vores pilotprojekt, at det gør en kæmpe forskel, når man bruger mere tid på en dybere forståelse for familiens udfordringer. Det forklarer, hvorfor de kæmper med de ting, de gør, udtaler han til TV2 ØSTJYLLAND.
Ser man på tallene for, hvordan det påvirker den hele familie, hvis forældrene er langtidsledige, så kan det virke som en nødvendig indsats at tage hele familien med i arbejdet.
Tal for Gellerup
- Hver femte unge har ikke nogen ungdomsuddannelse, når de fylder 24 år
- Skolefraværet ligger på 30 %
- Over 50 % af de voksne beboere i Gellerup er uden for arbejdsmarkedet
- 40 % af områdets voksne er på helbredsbetinget overførselsindkomst
Kilde: Boligsocial registerdata fra Aarhus Kommune
For Aarhus Kommune handler det både om at få flere unge til at tage en uddannelse og få sig et fritidsjob, men den helt store ambition ligger hos familiernes voksne.
Læs også
- Overordnet er ambitionen, at vi over tid skal have en udvikling, hvor Gellerup kommer til at have en andel af borgere i arbejde, der minder om resten af byen. Det almindelige skal være, at mor og far skal op på arbejde, udtaler Kristian Würtz.
Ledighedens konsekvenser for familien (i tal)
- 50 % større risiko for psykiske lidelser hos forældre
- 7 % børn oplever, at forældrene tager sit eget liv eller forsøger herpå
- 12 % fædre har været indlagt grundet alkoholmisbrug
- 3 % børn oplever at den ene forælder bliver indlagt som følge af vold i hjemmet
Kilde: Center for Selvmordsforskning